En pilefletters dagbog...

Kære læser

Det er dog utroligt som man finder på! I 2009 har jeg nu lige pludselig fundet på, at jeg vil lave en ny side - "En pilefletters dagbog". Hvad går tiden med, når man har egen pilemark, hjemmeside, flettekreds m.m.?
Læs med! Giv gerne en kommentar med på vejen....

25. februar 2015
Efterår, jul, vinter, pilehøst og så lige en 50 års fødselsdag i familien. Så kan tiden hurtigt rende fra en :) Med pilehøsten vel i hus, sorteret og stillet til tørre, er det med god samvittighed jeg sad helt for mig selv og nød at flette en rund kurv med slewing med 2 greb. Skønt! 

4. oktober 2014

Så fik jeg og flere fra 
Søhøjlandets Flettekreds prøvet kræfter med at skære og dekorere glasbunde, til at flette på. Jeg har ikke flettet på dem endnu, men det var super sjovt at lave dem. Tak til Jette!

13. maj 2014
I weekenden var jeg på Kursus med Steen Madsen. Hammershøj Flettekreds og Søhøjlandets Flettekreds var gået sammen, og havde inviteret Steen Madsen til at undervise i firkantede picnic kurve med låg og fisketasker. Vi både hyggede os i hinandens selskab og lærte rigtig mange nye ting. Steen er utrolig behagelig som underviser. Jeg kan rigtig godt lide alle de enkle og praktiske anvisninger på, hvorfor man netop gør sådan og ikke sådan. Det giver en enorm frihed i fremtidige kurve, hvor man selv (forhåbentligt) bliver i stand til at træffe gode valg, blandt det utal af muligheder, der i virkeligheden er. Enormt inspirerende. Tusind tak for det, Steen! Det bliver helt sikkert til mange flere kurser i fremtiden. Og vi glæder os allerede i de to flettekredse, der pt. tæller 28 medlemmer tilsammen! 

23. oktober 2013
Har du lyst til at flette med bark, så kom til
workshop i Den Blå Trold søndag den 3. nov.
Der kan du bla. prøve kræfter med:
"Juletræ i rabarber".
Det må påregnes et mindre beløb til materialer.

30. august 2013
Så har jeg lige slået et kursus op, på opfordring fra nogle
dejlige flettepiger i Ry. Læs mere...

4. august 2013
Lige nu står den naturligvis på sivflet her i pile-
værkstedet. Jeg har også høstet en masse pile-
bark, jeg skal flette med til vinter. Man kan lave
de mest fantastiske hatte og tasker af siv, og bark.
Se bare her....

































Sommeren 2013 - Flettetræf 2013 - arrangeret af Pileforeningen
Findes der en bedre måde at tilbringe en del af sommerferien på, end at tage på højskole og flette pil, bark, siv m.m.? Næppe! Vi var 88 kursister fordelt på 8 hold, der flettede fra morgen til aften på Brandbjerg Højskole - kun afbrudt af sang, foredrag, udstillinger og vandreture o.lig. Jeg var på "Rush" (siv) med Felicity Irons. En kæmpe oplevelse. Det var så enkelt og så smukt. Og det samme kan man i virkeligheden sige om Felicity! Jeg har lært rigtig meget, som jeg bare glæder mig til at arbejde videre med. 

Forår 2013
I dag, lørdag den 25. maj 2013 skal jeg til Hammershøj og lære hvordan man fletter "Inka bund fra Bali" med Solveig Langballe. Det bliver spændende.



Efterår og vinter 2012

Tiden flyver! Det er høst tid, og julemarked tid! På Voel Østergaard finder du igen i år, pileflet, blandt meget andet.... Til foråret kan du komme på siv kursus i marts - se mere på www.aof.dk - og på pileflet kursus i april - se mere på www.gjernaftenskole.dk


Sommer 2012
For tiden bliver der eksperimenteret lidt med siv. Jeg fletter bl.a. sivhatte. Det er sjovt, og et dejligt blødt materiale at have på hovedet!


20.-22. April 2012
Sidste modul i min kurvemageruddannelse. Endnu en skøn weekend på Bjørnø. Godt der er overbygningsmoduler. Vi flettede firkantede kurve med kuffertkimning, lukketøj og greb.

Søndag den 18. marts 2012
I dag er jeg begyndt at sætte stiklinge i min nye pilemark. Jeg har fundet ud af, at min yndlingspil er Rød Belgier. Det er en krydsning mellem Rød Americana og Gul Alba. Den får mange vidjer, og få med sideskud! Og så er den god til at være yderste sort i en pilemark, uden at det går helt amok i sidegrene, som mange andre pilesorter gør. Så trods regn hele dagen, har det været en dejlig dag med høst af stiklinge, samt sætte stiklinge...


Søndag den 22. januar 2012
For tiden fletter jeg fisketasker, og lidt forskelligt i siv og bark. Og så er høsten kommet i gang i dag, hvor jeg har høstet 85 kg. Følg med i høsten her...

Torsdag den 19. januar 2012
Så må man sige, at juleræset er godt og grundigt overstået for denne gang. I lørdags havde vi opstart i flettekredsen. Vi flettede med siv, og det var rigtigt hyggeligt! Siden er det også blevet til en strikketøjskurv...

Torsdag og Fredag den 27-28 oktober 2011
Jeg har været på Barkkursus hos Ane Lyngsgård. Det var fantastisk! Det er virkelig en oplevelse at flette med bark!

Fredag den 30. september til søndag den 2. oktober
Bjørnø og ikke mindst Agnete er altid fantastisk! Denne gang var det modul 7, Fisketasker. Det er en spændende taske at udforske og udfordre!

Fredag den 10. september 2011
Min lillesøster og hendes mand har snart et års bryllupsdag, og i den anledning, har jeg flettet hjertet fra æresporten til en bakke, så de kan serverer morgenkaffe for hinanden på deres 1 års bryllupsdag, fuld af fantastiske minden. Det er min datter der har tegnet kortet. Se flere af hendes tegninger her...  www.MadeByMilo.dk
















Fredag den 2. september 2011
I morgen mødes Søhøjlandets Flettekreds. Vejret skulle blive helt sommerligt, så det skal nok blive hyggeligt.

Lørdag den 20 august 2011 og søndag den 21. august 2011
Moesgård Pilefestival: Jeg mødte både bonderøven, og så fik jeg prøvet kræfter med rulleflet. Klaus Titze holdt workshop. Det var meget spændende.

Mandag den 11. juni 2011
I går kom jeg hjem fra en fantastisk uge på Hadsten Højskole. Jeg flettede firkantede kurve (Eckiger Korb) i afbarket pil v. Rainer Groth. En meget dygtig kurvemager fra Bad Staffelstein. Han fletter de smukkeste kurve.

Mandag den 2. maj 2011
Sikke meget der er sket siden sidst! I går kom jeg hjem fra Bjørnø, hvor jeg har været på Kurvemageruddannelse: Modul 6 - Firkantede Kurve v. Agnete Dimer. Det var så fedt! Jeg skyndte at melde mig til modul 7, som ligger 30. september til 2. oktober 2011. Her skal vi flette fisketasker. Men nu er der jo først en masse lektier der skal laves. Jeg Flettede 2 kurve på Bjørnø, så der resterer 8 kurve =) FEDT! Det er sjovt at flette firkantet. Og jeg glæder mig rigtig meget til at flette "Butibox", hvor der skal låg på og lukketøj. Yes!
På vej hjem fra Bjørnø besøgte jeg Alfred...han er nu 2 år gammel, og allerese lidt "grå i toppen." Det er helt tydeligt, at det er afbarket pil, som klarer sig bedst i vind og vejr. 
Ellers er påsken gået i køkkenhaven, og med at "renovere pilemark" Jeg har klippet de sorter ned, jeg ikke ønsker længere (ved jordoverfladen for ikke at ødelægge plastikken), og stukket nye stiklinge ned i alle mellemrummene. Jeg er meget spændt på resultatet. 
 

Lørdag den 26. marts 2011
I dag var pileværkstedet fyldt med forventningsfulde kursister, som flettede med frisk pil. Alle fik flettet et snoet "David Drew" træ samt et søjletræ. Solen skinnede, selvom det ikke var meget varme den gav fra sig. Nu venter vi bare på at alle de fine træer får blade, så vi kan lægge nogle fine billeder på siden =)


Søndag den 20. marts 2011
Skønt vejr har det været her i weekenden - dejligt vejr at høste pil i =) - følg med i høsten her....  - og så har havepavillionen fået tag på i dag, og det passede som fod i hose, og så ser det kanon godt ud!  


Søndag den 13. marts 2011

Nu er pilehøsten endelig kommet i gang. Jeg har høstet 61 kg, så der er ca. 470 kg. tilbage.
Det er igen i år ret sent jeg kommer i gang, men det går nok. Både i går og i dag har det været dejligt vejr at høste i. Det er lige før det er lige så dejligt at høste pil, som at flette med den. Følg med i pilehøsten her...

Jeg er også ved at lægge sidste hånd på havepavilliontaget...
 


Mandag den 7. februar 2011
I går var jeg til "arbejdende værksted" i Den Blå Trold. Det var smadder hyggeligt. Butikken er så småt ved at summe af påske... Vi har lige flyttet rundt i butikken, så nu er det en helt ny butik! Så du kan roligt gense, eller se butikken. Den bugner af smukke ting og gaveideer - f.eks.en værtindegave...?


Herudover er der faktisk gang i et temmeligt stort projekt, her i pileværkstedet. Et tag til en havepavillion. Der kommer snart et par billeder på siden. Og så er det jo op over med pilehøsten =)


Søndag den 31. oktober 2010
Gårdbutikken "Den Blå Trold slår dørene op. Her kan du b.la. købe pileflet fra Tromborg Pileflet, og en lang række kunsthåndværk og brugskunst. Læs mere...


Søndag den 5. september 2010
I dag har vi flette i Søhøjlandets Flettekreds. Vejret var skønt, så vi sad ude i solen. Der blev flettet fuglehus, pinsvinebo, lygter, hårspænde og rund kurv. Super hyggeligt og meget inspirerende. Jeg glæder mig til næste flettekredsdag, lørdag den 6. november 2010.



Mandag den 8. marts 2010

Så er høsten endelig kommet i gang her hos mig. 1 time i moderat tempo er det blevet til og 2 små rækker er høstet og samtidig sorteret i I og II sortering. Nu skal bundterne vejes og føres ind i mit skema med de sidste 5 års høst statestik.

Søndag den 21. februar 2010

Det er som vi alle ved, en udsædvanlig lang og kold vinter vi stadig er midt i. Det behøver dog ikke at betyde, at man må indstille flettearbejdet.
Fletter du i afbarket pil, kan du i løbet af 1 time have opblødt pil klar. Afbarket pil kan opblødes i koldt vand, og det går hurtigt, som du kan se. Er man ikke til afbarket pil, og kniber det med at holde opblødningskarret isfrit, så kan du få opblødt pil hos mig, i mit opvarmede opblødningskar! 
Høst af pil er jeg ikke kommet til endnu. Men jeg skal snart i gang =)

Tirsdag den 29. december 2009
I mit pileforum under "Din mening..." har jeg lovet Britta, at lægge et billede op af mit opblødningskar. Det lykkedes ikke i første omgang Britta, men her er det så....
Opvarmet opblødningskar lavet af en gammel olietynde! Bor du i nærheden, og har problemer med at få blødt dit pil op, så kan jeg tilbyde opblødning i mit opvarmede kar...

Søndag den 6. december 2009

Lektier er slet ikke så værst, når man går på kurvemagerskolen på Bjørnø =). Jeg har nu flettet 2 af de ialt 10 kurve, som vi har for som lektier. Det er fingrene der husker, og derfor er det en god ide, at flette mange ens kurve. Så er der en chance for, at man kan huske at flette modellen, også selv om der skulle gå mange år! Når man fletter mange ens kurve efter hinanden, kan man lettere holde opmærksomheden på, at rette en´ eller flere ting, man måske har svært ved.

Mandag den 8. oktober 2009

Nu er mit nye pileopblødningskar installeret og taget i anvendelse. Det er herligt at kunne bløde pil op, selvom det er koldt i vejret - ja, endda frost! Jeg bløder op ved max. 40 grader. Det tager under den halve tid nu! Du kan få blødt din pil op...

Mandag den 14. september 2009
Jeg er ved at lave et opblødningskar af en gammel oliebeholder. Den skal sluttes til solvarmen...


Lørdag den 5. september 2009
Søhøjlandets Flettekreds er startet op efter en dejlig sommer....

Torsdag den 13. august 2009
I dag og i går har jeg været til workshop på Moesgård. Serena de la Hey fra England har lavet
nogle meget smukke skulpturer, og i forbindelse med den 12. pileflestival på Moesgård i den kommende, weekend 15.-16. august, har Pileforeningen inviteret Serena til Danmark. Det har været nogle meget spændende og inspirerende dage. Skulpturene kan betragtes på festivalpladsen. www.serenadelahey.com

Tirsdag den 28. juli 2009

Nu hvor trolden Alfred er færdig, og skal afleveres på søndag, er mine tanker begyndt at kredse om andet flet. F.eks. er jeg gået i gang med at finde den endelige form, på det fuglehus vi skal flette i aftenskoleregi den 3.-4- oktober her på adressen. Jeg glæder mig allerede =)


Torsdag den 25. juni 2009

Slutspurten på trolden "Alfred" er sat ind! Fra i dag, kan du se daglig opdatering med billeder af trolden "Alfred" her....

Lørdag-søndan den 20.-21. juni 2009

Udstilling og demonstration i Danmarks Japanske Have....jeg fletter på trolden

Fredag-søndag den 12.-14. juni 2009
Modul 4, kurvemageruddaannelsen

Lørdag den 6. juni 2009
Så blev der farvet INDIGO!
Se bare her...

Lørdag den 2. maj 2009

Det gik jo ikke helt som vi havde planlagt med at farve INDIGO i Søhøjlandets Flettekreds. Jeg havde desværre fået fat i noget vild INDIGO, hvor den blå farve ikke var unvundet af plantedelene endnu, det skulle vi selv gøre! Vi besluttede derfor at bruge dagen på at teste udstyret, om badekarret kunne klare varmen fra bålet. I karret kogte vi tørret pil med bark på. Farven blev ikke så mørk som forventet, men det var trods alt en success oplevelse =)
Vi har dog ikke givet op! Ny dato til farvning af INDIGO er fastsat til søndag den 17. maj 2009
Læs mere, og se billeder fra dagen her...




Torsdag den 30. april 2009
På lørdag går det løs med at farve pil INDIGO (blå) i Søhøjlandets Flettekreds
De seneste par uger, er en del tid gået med div. forberedelser. Bålpladsen skulle udvides. Badekarret skulle have et jernstativ, så det kan tåle at stå over bålet, hvor vandet skal opvarmes til 60 grader.... og meget meget mere. Læs mere om projektet her...



Søndag den 19. april 2009
Kursus i bakker og små kurve med rullekant og integreret hank, på fast bund. Læs mere om kurser hos Tromborg Pileflet her...



Torsdag den 16. april 2009

I dag er jeg startet på Troldens skellet. Jeg er i gang med at lave en 3 meter høj trold. Du kan snart se billeder her på siden fra dette projekt.



Onsdag den 15. april 2009
I dag har jeg svejst et stativ til mit gamle badekar. det skal vi i Søhøjlandets Flettekreds bruge til at farve pil i over bålet, på Pilens Dag, lørdag den 2. maj 2009.



Tirsdag den 7. april 2009

I dag har jeg lagt sidste hånd på en prærievogn, som skal bruges til sangskjuler. Læs mere her....



Lørdag den 28. marts
I dag fletter jeg på "Unikke Bakkebunde" som er malet af kunstner Ditte Milo www.madebymilo.dk - og så er jeg ved at designe en ny lille kurv på fast bund og med rullekant og integreret hank. Der kommer snart et par billeder på. 



Onsdag den 25 marts
I dag flettede jeg Polsk Brødkurv "Tatza" med 2 tidligere arbejdskollegaer. Det var en rigtig hyggelig kurv at flette. Se billeder af Kurven her. Her til aften fødte min niece en sund og velskabt lille dreng, som nu skal indtage vuggen.



Søndag den 22. marts

Nu er pilen sorteret, og det der skal afbarkes i maj, er sat i vand. 20-25 cm. Det bliver spændende. 350 stk. af de pil der er sat i vand, skal dog ikke afbarkes. De skal anvendes til et Bekgisk hegn, som skal i jorden til påske. Det bliver spændende. Vugge fik monteret himmel.



Lørdag den 21. marts
Sortering af pil



Fredag den 20. marts
Det er i dag min niece har termin. Så jeg er kørt afsted for at afevere vuggen...




Onsdag den 18. marts 2009

Weekenden er gået med høst. Næsten alt er i hus nu - 450 kg indtil videre. Nu venter et stort sorteringsarbejde. Høsten har været god i år. Mange skud, få forgreninger. Dog er der en mark, hvor høsten ikke har været så god. Det skyldes at pilen står for tæt, så i første omgang har jeg nedlagt 2 rækker i denne mark. Så må vi se om det er nok.




Fredag den 13. marts 2009

I dag modtog jeg en mega pakke med posten! Den indeholdt et smukt understel til vuggen - lavet i Asketræ. Det er min lillesøster Rikke fra Norge, som har lavet det smukke understel til
vuggen. Og niece Louise skal føde den 20. marts - så det passer jo perfekt! Se billeder af
vuggen ved at klikke her
. Tusind tak søs! Du er fantastisk! Understellet er smukt - og det passer på en prik!



Mandag den 2. marts 2009
I dag har jeg høstet lidt pil, og så har jeg været på biblioteket og låne bøger om plantefarvning... så skal der farves pil i maj.



Lørdag den 31. januar 2009
Kursus i pileværkstedet. Vi havde en rigtig hyggelig kursusdag, hvor vi lavede bakker.



Mandag den 9. januar 2009

Høsten er i fuld gang. Så kan man komme ud og blive lidt vejrbidt =). I dag har jeg skåret toppen af en stor plastik beholder. Den skal bruges til at stille de nyhøstede pil i, som skal afbarkes. De skal stå i 20-25 cm vand frem til først i maj. Det bliver spændende. Nogle af de afbarkede pil, skal farves med plantefarve på pilens dag. Jeg regner med at vi holder Åbent hus ligesom vi gjorde sidste år, så kan du jo kigge forbi =)



Lørdag den 31 Januar 2009
Kursus i bakker, en dejlig dag, og det var ikke kun kursisterne som lærte noget! Det to faktisk noget længere tid end jeg lige havde regnet med. Heldigvis tog kursisterne det pænt. Tak for det! Og sikke nogle fine bakker der blev flettet. Jeg håber i tager billeder af jeres fine bakker, og sender mig et billede på mailen. Det kan jo være andre bliver inspireret til at flette bakker.




Søndag den 25. Januar 2009

Hele weekenden har stået i bakkebunde og fuglehusets tegn. Det kræver en del forberedelser, når man afholder kurser =)
I øjeblikket eksperimenterer jeg med flettet på bakkebunden. Hvor meget kimning...hvilken kant o.s.v. Det er sjovt og lærerigt. Fuglehuset får to bunde. En i bunden, og en´som indvendigt skjult tag, for at holde fuglefrøene tørre og lækre til fuglene.




Tirsdag den 20. januar 2009 kl. 20:42

I aften bliver der arbejdet med træ i pileværkstedet. Det er noget af en tålmodighedsprøve, når man ikke er "træmand", men det går nu meget godt =)
Jeg er ved at lave bakkebunde til kursus den 31. januar 2009. Rundt på bordene her i pileværkstedet flyder det med sandpapir, søjleboremaskine, rystepudser, bor, blyanter og tommestokke, bivoks og bejdse m.m.




Mandag den 19. januar 2009 kl. 23:07
I går kom jeg hjem fra modul 3 på kurvemageruddannelsen. Jeg glæder mig til at komme i gang med at øve mig, så jeg rigtig kan få det i hænderne, huske det med hænderne. Modul 4 er i juni. Men før jeg kan kaste mig over "lektierne" fra modul 3, har jeg et kursus, som jeg er ved at forberede mig til. De seneste godt 2 timer er gået med at svaret på mails... =)



Onsdag den 14. januar 2009 kl. 19:25
I går fik jeg ikke flettet noget, men til gengæld fik jeg 6 tilmeldinger til mit kursus lørdag den 31. januar kl. 9-15 "Flet en bakke", så det var jo bare super dejligt! Det glæder jeg mig meget til. På fredag drager jeg afsted til Bjørnø ud for Fåborg, hvor jeg skal på det 3. modul i Kurvemageruddannelsen hos Agnete Diemer. Vi bliver bl.a. præsenteret for "Håndtagsgreb"




Mandag den 12. januar 2009 kl. 16:52
Det er dejligt at komme hjem fra arbejde, og så lige flette lidt, inden aftensmaden skal forberedes.... lige nu er jeg ved at flette en frugtkurv, af de rester, der blev til overs fra Søhøjlandets Flettekreds første flettetræf i 2009 - lørdag den 3. januar. Jeg ville gerne have flettet en Fransk oval Indkøbskurv, men det egner disse rester sig ikke til, og det er jo netop en´af de parametre man er underlagt som pilefletter =) 

18:56 - Pilen var desværre for tør...men et skelet/en form blev det da til! Jeg tænker det kunne være pænt (og et godt alternativ, når man ingen opblødt pil har) at flette siv på det. Det tar´nemlig kun en time at bløde op =) Se foto her



Søndag den 11. januar 2009
Hjemmesiden er blevet opdateret - 2 timer er fløjet afsted...

Nu er der pil som skal lægges i blød, hvis der kommer nok tilmeldinger til mit kursus i fuglefoderkræmmerhuse  på lørdag den 24. jaunar 2009. Hvis ikke, så er der nok af opgaver, at bruge pilene til...=)

Bagefter er der lektier, som skal laves. Jeg mangler stadig at flette 4 "Fransk oval indkøbskurv med tovværkshank" for at nå op på ialt 10 kurve. Lektierne har jeg fået for af Agnete Diemer, i forbindelse med
grundforløb "Kurvemageri" på Kurvemagerskolen.

På næste modul, Modul 3 den 16.-18. januar 2009 på Bjørnø, skal vi primært repetere fra modul 1 og 2. Håndgreb præsenteres.

Barktaske
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnddd 
Mit barnebarn Alexander på 3 år synes også sivtasker er spændende...og sivhatte...





Til at matche den røde bund, har jeg brugt røde og orange ledninger fra en gammel computers indmad... man kan nok ane det, lige under de indbyggede greb....

Klik på billedet, og se hjertebakken i stor format